|
Skrå for Haandbryggerlauget af 1970 Vedtaget på laugsstævnet april 2004
~ §1~
Laugets navn er "Haandbryggerlauget af 1970". Dets hjemsted er Brabrand Boligforening, Brabrand.
~ §2~
Formålet er at bevare og videreudvikle håndbrygningskulturen i de af lauget indrettede lokaler, for der igennem at fremme mulighederne for godt selskabeligt samvær og menneskelig trivsel.
~ §3~
Stk. 1 Som medlem kan optages enhver, som er bosiddende i en af Brabrand Boligforenings afdelinger med økonomisk tilhørsforhold til Haandbryggerlauget. Ansøgning om optagelse sker ved henvendelse til bestyrelsen. Ved indmeldelsen betales et indmeldelsesgebyr, der fastsættes ved laugsstævnet. Ved fraflytning kan medlemsskab fortsat oppebæres, hvis betingelserne i stk. 2., med hensyn til depositum og medlemstal opfyldes.
Stk. 2 Andre medlemmer kan optages mod betaling af samme indmeldelsesgebyr og et depositum. Dette depositums størrelse fastsættes af bestyrelsen. Disse medlemmers antal må aldrig overstige halvdelen af Laugets samlede medlemstal.
Stk. 3 Medlemsskab dækker max. 2 personer, dog forudsættes at de har samme bopæl og fælles husholdning.
Stk. 4 Nyindmeldte medlemmer er pligtige til at påbegynde deres første bryg senest 4 uger efter indmeldelsesdatoen. Ved afstemning om certifikatøl o. lign. gælder § 3 stk. 3, dog har de af lauget inviterede gæster stemmeret.
~ §4~
Stk. l
Medlemmer under 18 år optages ikke.
Stk. 2 Passive medlemmer kan ikke forefindes. Ved passive medlemmer forstås i denne forbindelse medlemmer, der ikke i en periode på 6 mdr. har påbegyndt nyt bryg. Desuden kan bestyrelsen pålægge ethvert medlem at brygge laugsbryg. Genindmeldelse kan finde sted ved betaling af nyt indmeldelsesgebyr, der i fuldt omfang tilfalder lauget.
Stk. 3 Ret til æresmedlemsskab af Haandbryggerlauget af 1970 opnås efter 25 års uafbrudt medlemsskab, eller såfremt man på anden måde har gjort sig fortjent til det.
Stk. 4 Æresmedlemsskab giver ret til fritagelse for kontingent og brygforpligtelser, jvf. §4.2 og §5.l
~ §5~
Stk. l For medlemskab af lauget opkræves kontingent. Kontingentets størrelse fastsættes ved almindelig stemmeflertal på laugsstævnet. Opkrævningsmåde og terminer fastsættes af bestyrelsen. Ved manglende kontingentindbetaling udover en måned efter sidste rettidige indbetalingsdag, udmeldes medlemmet efter bestyrelsens beslutning.
Stk. 2 Medlemmerne skal pr. bryg betale den af bestyrelsen til enhver tid fastsatte pris.
Stk. 3 Medlemmerne skal overholde det at bestyrelsen fastsatte reglement.
~ §6~
Ethvert medlem kan, for brud på Skråen eller reglement ekskluderes ved almindeligt bestyrelsesflertal. En sådan eksklusion kan appelleres til førstkommende ordinære eller ekstraordinære laugsstævne, hvor den ekskluderede kan forelægge sin sag. Indtil da står eksklusionen ved magt. Laugsstævnet stadfæster eller forkaster derefter eksklusionen ved almindeligt stemmeflertal. Medlemmer der er ekskluderet efter denne paragraf, kan kun genoptages efter beslutning på laugsstævne.
~ §7~
Medlemmerne af lauget er ansvarlige for de til dem udlånte og evt. hjemtagne rekvisitter, således at bortkomst eller beskadigelse skal erstattes i fuldt omfang. Hjemtagne rekvisitter må ikke videreudlånes til andre, dog kan der udlånes en Junge til et andet medlem af Haandbryggerlauget mod aflevering af et skilt, dette må dog ikke finde sted uden laugets medvirken. Tømt jungemateriel skal afleveres umiddelbart efter tømning.
~ §8~
Stk. l Det er medlemmerne forbudt: a) at forhandle det af dem håndbryggede øl b) at udskænke øl til personer under 18 år på laugets område c) at invitere til privat selskabelighed i laugets lokaler og herunder udskænke laugs-/privatbryg i større målestok.
Stk.2. Overtrædelse af stk. 1. kan medføre eksklusion, jvf. § 6.
Stk. 3 Dispensation til privat selskabelighed på privatbryg i laugets lokaler kan kun ske ved godtaget ansøgning til bestyrelsen. Intet medlem kan nægtes adgang til bryglokalerne under denne selskabelighed. Evt. depositum og leje fastsættes af bestyrelsen.
~ §9~
Medlemmer der udmelder sig eller ekskluderes af lauget, har ikke krav på tilbagebetaling af nogen art, udover evt. indbetalt depositum. Skyldigt kontingent modregnes inden udbetaling af evt. depositum. Endvidere forbliver alle rekvisitter laugets ejendom.
~ §10~
Laugsstævnet er Laugets højeste myndighed. Ordinært laugsstævne afholdes hvert år i april måned. Laugsstævner indkaldes med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden, der for ordinære laugsstævners vedkommende mindst skal indeholde følgende punkter.
1. Valg af dirigent. 2. Bestyrelsens beretning. 3. Regnskab. 4. Indkomne forslag 5. Valg af bestyrelsesmedlemmer. 6. Valg af suppleanter. 7. Valg af revisor og revisorsuppleanter. 8. Eventuelt.
Rettidigt indkaldt laugsstævne er beslutnings- dygtigt uanset det fremmødte antal.
Forslag, der ønskes behandlet på laugsstævnet, herunder ændringer af Skråen, skal udsendes sammen med indkaldelsen, hvorfor forslagene skal være bestyrelsen i hænde senest l. marts.
~ §11~
Ekstraordinært laugsstævne kan kræves afholdt, såfremt 1/3 af laugets medlemmer eller 4 af bestyrelsens medlemmer skriftligt forlanger dette. Dagsordensforslag skal afleveres til Oldermanden, og medlemsliste kan kræves udleveret hos Oldgesellen.
~ §12~
Stk. l Lauget ledes til daglig af en bestyrelse på 7 medlemmer. Bestyrelsesmedlemmer vælges på ordinære laugstævner for 2 år af gangen og således, at 4 medlemmer vælges i ulige årstal og 3 i lige årstal. Endvidere vælges en revisor med en 2-årig funktionsperiode, dog således, at der altid er 2 revisorer.
Stk. 2 Udover de i stk. 1 nævnte bestyrelsesmedlemmer vælges der på ordinære laugstævner 4 suppleanter, der deltager i den praktiske del af den daglige drift. Endvidere vælges 2 revisorsuppleanter. Suppleanters funktionsperiode er l år.
~ §13~
Stk. l Alle afstemninger og valg på laugsstævner skal afgøres ved almindeligt stemmeflertal, og kan efter begæring foretages skriftligt. Et medlemsskab giver ret til 2 stemmer under forudsætning af fremmøde af 2 medlemmer.
Stk. 2 Valg ifølge § 12 foretages skriftligt. På stemmesedlen til valg må højst afgives et antal stemmer, der svarer til antallet af ledige poster. Genvalg kan altid finde sted. Kandidaterne erklæres for valgte i den rækkefølge stemmetallene angiver. I tilfælde af stemmelighed afgøres der ved lodtrækning. Et medlem er ved fravær fra laugsstævnet kun valgbart, såfremt der ligger skriftligt tilsagn fra vedkommende.
Stk. 3 Såfremt et bestyrelsesmedlem eller en revisor fratræder i sin funktionsperiode, indtræder den suppleant, der har det højeste stemmetal.
~ §14~
Senest 14 dage efter det ordinære laugsstævne indkalder den afgående Oldermand, eller dennes stedforstæder, til konstituerende bestyrelsesmøde, hvor de medlemmer, der ikke har været på valg, nedlægger deres eventuelle tillidsposter. Ud fra den samlede bestyrelse vælges der ved skriftlig afstemning:
- Oldermand (formand) - Laugsmester (næstformand) - Oldgeselle (kasserer) - Laugsskriver (sekretær) - Skaffer (indkøbschef) - Ølsmed (materialeforvalter) - Ceremonimester (fest- og trivselsformand)
Genvalg til disse poster kan finde sted, såfremt der tages hensyn til, at samme medlem ikke kan beklæde samme tillidspost i mere end 4 på hinanden følgende år. Dog kan der dispenseres herfra, såfremt at behovet opstår.
~ §15~
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 bestyrelsesmedlemmer er tilstede. I tilfælde af stemmelighed under afstemning i bestyrelsen er lodtrækning afgørende. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.
~ §16~
Stk. l Oldermanden forestår laugets drift og indkalder til bestyrelsesmøder så ofte han finder anledning dertil, eller når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer begærer det.
Stk. 2 Laugsmesteren er stedfortræder for Oldermanden ved dennes fravær. Laugsmesteren holder kontrol med laugsbryg samt fungerer som tilsynsførende for laugets lokaler og rengøringen.
Stk. 3 Oldgesellen fører laugets regnskaber. Regnskabsåret går fra 01.03 til den 28. eller 29.02. Kopier af det reviderede regnskab skal ligge til udlevering på Gården senest 8 dage før det ordinære laugsstævne. Kontanter der ikke er øjeblikkelig brug for, indsættes på bankkonto. Denne konto og bankbøger gives en påtegning om, at intet beløb kan hæves uden underskrift fra en af følgende personer: Oldgeselle eller Oldermand.
Stk. 4 Laugsskriveren fører laugets lade, der opløses ved hvert bestyrelsesmøde, hvorefter godkendelse sker ved underskrift af de fremmødte bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 5 Skafferen har i samråd med Oldgesellen ansvaret for, at lageret til enhver tid er leveringsdygtigt af varer til undergæret øl.
Stk. 6 Ølsmeden har i samråd med Laugsmesteren ansvaret for, at laugets jungemateriel m.v. til hver en tid er funktionsdygtigt.
Stk. 7 Ceremonimesteren skal være foregangsmand ved de af lauget afholdte fest- og trivselsarrangementer.
Stk. 8 De 4 valgte suppleanter udnævnes ved skriftlig afstemning til assistenter for henholdsvis Laugsmester, Oldgeselle, Ølsmed og Ceremonimester.
~ §17~
De to revisorer sørger i fællesskab for revisionen af årsregnskabet. Endvidere sørger de i samråd med Oldgesellen for revision af det løbende regnskab én gang hvert kvartal.
~ §18~
Opløsning af lauget kan kun foretages efter beslutning på et i dette øjemed særligt indkaldt laugsstævne, og da kun hvis 3/4 af de fremmødte medlemmer stemmer for en sådan beslutning. Det opløsende laugsstævne fastsætter principielle retningslinier for opløsningen og anvendelsen af laugets eventuelle overskud. Til at forestå dette arbejde i praksis nedsættes et udvalg med kun denne ene opgave. Brabrand Boligforenings Fritidsforening har til enhver tid første prioritet til det til enhver tid skyldige beløb.
~ §19~
Det pålægges den til enhver tid siddende bestyrelse at foranledige, at mindst 4 festlige arrangementer afholdes årligt.
~ §20~
Ændringer af Skråen kan foretages på ethvert laugsstævne ved almindelig stemmeflertal.
|